FLEXVIRKS ARRANGEMENTER OG PR

Tahsin

Tahsin kom til Danmark, som flygtning fra Syrien i 2015. Han startede i sprogskole og kom i forskellige praktikker, fik et par korte ansættelser, men har ikke haft arbejde siden 2017.
Da Tahsin brændende ønskede sig et fuldtidsjob, kørte han og hans kone rundt med ansøgninger til forskellige virksomheder.
Hos FlexVirk, som sælger en bred vifte af serviceydelser, blev han ansat i august 21. Tahsin startede med at gøre rent, som en slags ”tilkaldevikar”.
Direktør Anne Stecher fortæller: ”Vi tror på, at alle mennesker har et potentiale og kunne med det samme se, at Tahsin var faglig dygtig og til at stole på. Så han fik hurtigt flere opgaver primært ved Hounö, som udvikler og producerer industriovne og tilhørende udstyr. Efter kun 3 måneders ansættelse ved FlexVirk, blev Tahsin fastansat ved Hounö, som rengøringsassistent”.
Produktionschefen Rasmus Revsbæk Hansen fra Hounö fortæller: ”Det var en god måde at starte på. Vi købte ydelsen på timebasis, og har haft mulighed for at se hinanden an. Vi ved, at Tahsin passer sit arbejde, får noget fra hånden, er engageret, stabil og pligtopfyldende. Selvom det til tider er svært at forstå hinanden, skal han selvfølgelig ansættes på samme vilkår, som alle de andre her i firmaet”, slutter Rasmus.
Tahsin samstemmer: ”Jeg er så glad for at have fået fast arbejde – nu kan jeg forsørge min kone og mine 3 børn, det er vigtigt for mig. Ovenikøbet lærer jeg også bedre dansk, når jeg snakker med mine kollegaer”, tilføjer Tahsin tilfreds.

Personlig historie fra FlexVirk

 I midten Tahsin Mohamad Ali, th. Produktionschef Rasmus Revsbæk Hansen fra Hounö og tv. Direktør Anne Stecher fra FlexVirk, som alle tre er glade og har profiteret af samarbejdet.